image

Nyhedsarkiv

Nyt logo og ny skoleport

Thurø Skole har fået nyt logo, som nu også pryder vores nye og mere overskuelige skoleport - læs historien bag logoet
Thurø Skoles logo med rund tekst
Thurø Skoles logo med rund tekst
Nyt Logo til Thurø Skole

Skolens nye logo blev i sidste uge præsenteret for skolens elever i forbindelse med antimobbedagen. Alle klappede, da det færdige logo dukkede op i grafiker Tage Østbjergs præsentation. Her fortæller Tage med egne ord om processen, der førte frem til det endelige logo:


Logoet til Thurø Skole er skabt efter et inspirationsforløb sammen med eleverne på
4. og 5. årgang.
Eleverne har sat ord på, hvad skolen er og derved været med til at finde frem til et sprogligt udtryk for skolens sjæl:

/ I trygge og ”solide” rammer med gode venner får vi vinger, der bær’ /

Herefter har eleverne lavet billedplancher, som illustrerer Thurø Skole, og til slut har de været igennem en proces med at skitsere et logo.
De ord og billeder, der gik igen i elevernes arbejde, har lagt grunden til
det endelige logo:

 Øen Thurøs form
 Hjertet: Vi hjælper hinanden, tager os af hinanden og er gode venner
 Æblet: Sundhed og sport. Thurø havde tidligere adskillige æbleplantager
 Vinger: Vi får vinger der bærer i skolen - dannelse og uddannelse
 Mennesket: Vi er glade og stolte hver eneste dag

Skolens 4 værdier: fællesskab - tryghed - ansvarlighed – selvværd bliver samtidig fint rummet i logoets symbolik

Logoet symboliserer ovenstående ved at være en meget organisk form sat ind i en stram cirkel.
Øen vises ved hjælp af buen ind i formen. Denne bue er tegnet, så den også får form af et hjerte. Øen er også vingerne, der samtidig gi’r en favnende bevægelse. Den lille cirkel øverst til højre gør figuren til et menneske og gi’r sammen med vingerne en opadgående positiv bevægelse.
Teksten Thurø Skole er sat i versaler med skriften ”Max”. I kontrast til det meget runde organiske logo er det en stram geometrisk skrift med små spændende detaljer indbygget, så den ikke bliver kedelig.
Det er mit håb, at elever, lærere, medarbejdere, forældre og hele lokalsamfundet vil blive glad for logoet, og at den positive ånd, jeg har oplevet på skolen, også fremover vil blive kendetegnende for Thurø Skole – symboliseret ved logoet.

Med venlig hilsen

Tage Østbjerg


Herfra skal lyde en stor tak til Tage, som med sit engagement og faglige stolthed gjorde tilblivelsen af Thurø Skoles logo til en god oplevelse for os alle på skolen.
Vi ser frem til at se logoet præge indgangen til den ”nye” skole.


02-12-2013 TS